I tiden efter kommunalvalget virkede det som om, at politikerne lige skulle sunde sig igen.

Men nu er der værre bedre tider på vej. Intet samfund fungerer uden statsfinansierede julegaver.

Mette Frederiksen – som endnu en gang er ved at bryde sammen over alle de uretfærdigheder, der eksisterer i dagens samfund – siger: “Jeg kan næsten ikke bære, at der er familier i Danmark, som ikke har råd til at holde jul. Det er en offentlig opgave at sørge for, at der ikke er fattigdom.”

Hvem sagde, at politikere ikke gik efter de billigste point?

“Moar, hvorfor stemmer du ikke på hende Mette, hun har lovet Lillebror og mig gaver til jul?”

Og i dag er det positivt ment.

Danmarks Radio nægter at lade andre end partiledere deltage i deres afslutningsdebat imorgen efter valget. I Venstre er opdelingen klar – Kristian Jensen er frontfigur, når det gælder lokalpolitik, mens Lars Løkke Rasmussen er frontfigur på det landspolitiske plan.

Danmarks Radio vil åbenbart gerne vise, at de bestemmer og har derfor nægtet Kristian Jensen adgang til partilederdebatten.

Og derfor er Liberal Alliances seneste manøvre en gylden røffel til DR.

Et to-dage langt formandsskifte betyder, at Leif Mikkelsen deltager for LA som partiformand, da Anders Samuelsen er på valg i Horsens, og derfor ikke kan nå ind til partilederrunden.

Samuelsen genindtræder som formand umiddelbart efter partilederdebatten.

Herligt – lad os håbe, at Kristian Jensen får lov til at deltage også.

Det begyndte, da Politiken annoncerede, at avisen ville åbne et Irak Center, der fuldt lovligt ville aflønne afviste irakiske mennesker asylansøgere således, at de  kunne få permanent opholdstilladelse.

Det var forventligt, at regeringen og støttepartiet straks ytrede sig negativt om dette projekt – da det jo drejer sig om ikke vesterlændinge, der kunne få lov at opholde sig Danmark.

Men Meta Fuglsang topper klart regeringen med sin udtalelse:

Det virker, som om Politiken er blevet en holdningsmaskine. Jeg er overrasket over, at en avis går ind i sådan et arbejde. Det ligner ikke en traditionel opgave for en avis, men det skal jeg ikke blande mig i.

Noter til Meta Fuglsang:

1 – du blander dig.

2 – aviser er holdningsmaskiner – Folk der læser JP synes Ralf Pittelkow skriver noget fornuftigt(hvorfor, forbliver dog nok et uopklaret mysterie), mens folk der læser Politiken ligeledes synes Rune Engelbrecht skriver fornuftige ting. Holdninger er det, der skiller en avis fra et nyhedstelegram.

3 – Det er netop en avis’ opgave at blande sig på den mest markante måde, hvis et samfund har brug for det. Det er det, der er kernen ved ytringsfriheden. Samfundet havde brug for den – dengang der var slaveri; da parlamentarismen endnu ikke var indført;  da kvinder skulle have stemmeret; og nu, når det er blevet almindeligt politik at hænge marginaliserede grupper som muslimer og andre “lette mål” i befolkningen ud.

Meta, du er dagens værdipolitiker.

Eller – Dansk Folkepartis Mikkel Dencker.

Idag er det næsten umuligt at vælge. Hjælp!

Den ene vil indføre, at hver femte måltid i kommunale madordninger skal bestå af svinekød.

Den anden ønsker gratis hjemmehjælp til politikere.

Dansk Folkeparti skyr’ ingen midler, når de skal pisse på et befolkningssegment (og alle os – der udover bacon selvfølgelig – slet ikke kan fordrage svinekød). Det er imponerende, at folk lader dem blive ved.

De Radikale er så bange for at blive glemt som parti, at de nu prøver at få opmærksomhed gennem Stampes fuldstændigt ligegyldige forslag.

Et godt tip til de Radikale herfra: Det hjælper at fortælle om sin politik og ikke gemme jer bag en rød blok, der alligevel ikke mener det samme som jer. Hvis i skærer ned på arrogancen, og op for de positive ideer i har nogle gange, så kunne det være i kunne udrette noget.

»Det er helt utilstedeligt og stærkt kritisabelt«, siger Flemming Damgaard Larsen.

Og bla, bla, bla.

København har så uendelig meget brug for den City-ring.

Formanden for Folketingets trafikudvalg, Flemming Damgaard Larsen (V) har ikke lagt mærke til en formulering om, at Metro-stationen på Nørrebros Runddel bliver flyttet”lidt længere ind på kirkegården” i en redegørelse.

Folketingets traffikudvalg har ikke læst de forelagte dokumenter godt nok. Og har nu tralvt med at give alle andre skylden for deres “forsømmelse”.

En forsømmelse, der ikke engang burde være en forsømmelse og altså heller ikke en sag.

Selvfølgelig skal den station placeres inde på kirkegården. Stationen skal selvfølgelig ligge på runddelen, og de skal selvfølgelig ikke placere stationen således, at de bliver nødt til at lukke krydset i Runddelen de næste mange år.

Ind på kirkegården med den og metroarbejdet.

Ja, der er nogle grave, der bliver flyttet. Sådan er det.

Der er  en metro, der skal bygges.

Link – se side 10

Op til og efter rydningen var det nærmest en politisk trend at retfærdiggøre rydningen. En af konsekvenserne af denne “nationale politiske” enighed bliver “lømmelpakken.” Kort fortalt giver lømmelpakken politiet flere beføjelser i ” snævre situationer”, og den fjerner desuden en række demokratiske rettigheder, hvis en borger skulle ønske at demonstrere.

Vi har nu en ny situation, der – i modsætning til en samling flygtninge i en kirke på Nørrebro – rent faktisk påvirker hverdagen for et væsentligt antal danskere. Der er lukket for skraldekørsel på Vestegnen.

Ingen værdipolitikkere har endnu været ude og kræve, at der gås hårdhændet til skraldemændene, så blokaden kan ophæves før Vestegnen – og snart København og Frederiksberg – bliver  til landets største losseplads.

Dagens værdipolitikkere er alle dem, der ytrede sig i Brorsons-sagen, men tier nu.

For helvede, det er jo skraldemænd, de skal da behandles ordentligt – vi snakker jo ikke om autonome eller flygtninge.

I en tid hvor vi har lært, at den danske folkekirke ikke skal udvise medmenneskelighed har Søren Pind gjort os alle den tjeneste at præcisere endnu mere, hvad folkekirken heller ikke er.

Først var det medmenneskeligheden og nu er det også et problem, at præster rækker ud til de svageste i de samfundet.

Pind siger “Folkekirken er en luthersk-evangelisk kirke. Hans (præsten i Tingbjerg) opgave er et forkynde evangeliet, og evangeliet hævder, at det er sandheden. Med andre ord er det ikke hans opgave at integrere. Han kan ikke gå på kompromis med det, han hævder er sandheden.”

I følge Pind er det altså præsternes opgave kun at læse op fra Biblen hver søndag i kirker, der bliver mindre fyldt som tiden går.

Allerede med denne udtalelse var Pind kvalificeret som værdipolitiker. Men han afslutter med endnu mere direkte vrøvl.

“Han hævder, at drengenes ballade ikke kun er et socialt problem, men også skyldes deres kultur eller religionen islam.“

Herfra kommer en reminder til Pind – drengestreger og kriminalitet har ligeså lidt med islam som det har med kristendommen at gøre. De ting der sker i Danmark er et socialt problem – skabt i Danmark af danske forhold.
Hver gang Pind skyder skylden på islam, så gør han det, fordi han ikke aner, hvad han skal stille op.

Pind, der er mange eksperter i Danmark, der arbejder med sociale problemstillinger og er løsningsorienterede. De er måske mere kvalificerede end en politiker, der hævder at have værdifælleskab med Hells Angels. Spør’ dem!

I en ny bog kritiserer Københavns afgående overborgmester Ritt Bjerregaard Socialdemokratiets leder for ikke at skille sig ud i det danske politiske landskab – hun mener ikke, at der i dag kan kendes forskel på Venstre, Konservative og Socialdemokratiet.

Herfra kunne vi godt have fortalt Ritt, at det såmænd er fordi, at Helle Thorning også er en værdipolitiker.

I sin tid som formand for Socialdemokratiet har hun ikke domineret og markeret sig som et reelt alternativ til hverken V, K eller nogen i sit eget parti. Hun har altid tralvt med at kritisere regeringen og kommer sjældent med gode fornuftige forslag.

Derfor er hun med denne udtalelse en oplagt kandidat til dagens værdipolitiker:

“Nogle socialdemokrater var mere optaget at skændes med hinanden og promovere sig selv. Det er ikke den slags socialdemokrat, jeg vil være.”

Helt sikkert, Helle.

I kølvandet på oplysningerne om, at statsminister Lars Løkke Rasmussens møde med Dalai Lama er årsag til en  diplomatisk krise mellem Danmark og Kina, har Søren Espersen valgt at spille hårdt mod hårdt.

Kina skal rammes af danske værdier, hvor det gør mest ondt – Søren Espersen mener, at Danmark skal spille havfruekortet og ønsker at forhindre, at havfruen næste år deltager på verdensudstillingen i Shanghai.

Vi kan kun forvente, at kineserne virkelig tager denne trussel alvorligt…

Desværre har Søren Espersen ikke gjort sit hjemmearbejde godt nok – Havfruen selv har været hurtigt ude for at undgå at blive kasteklud i et diplomatisk spil og hun har derfor  valgt at skifte hold til  de altid neutrale svenskeres blå og gul.

Og Espersens sammenligninger mellem Kina og Nazityskland… Den lader vi lige stå sammen med værdipolitik.